Jeg skulle lige selv prøve at lave marmelade af de kvæder, der er på en busk i haven, og det lykkedes faktisk over al forventning:



Kvæden er en
gul frugt med æble eller pæreform. Den findes i en lille udgave, som gror på
buske, den japanske kvæde, og i en stor, som gror på mindre træer. Kvæder skal
koges. Den stenhårde frugt er uspiselig i rå tilstand, men den var en yndet
ingrediens i det salte køkken i middelalderen, hvor den serveredes sammen med
gås og vildtfugle.

Kong Hans dronning, Christine, fik i 1504 kvæder, som hun beordrede sin kok,
Bastian, til at tilberede, formodentlig til kvædebrød, idet der også købes kanel
og ingefær.

Kvæden får, når den tilberedes, en rig krydret, syrlig-sød smag, som klæder
ost, svinekød, vildt og fedt fjerkræ som gås og and. Den bør tilsættes sødme
,og citron klæder den. Desuden løfter ingefær dens smag, og kanel giver dens
aroma en smuk dybde.

1 kg kvæder
500 g sukker
1 stykke frisk ingefær
1 citron, saften samt det gule af skallen fintrevet

Vask og tør kvæderne i et viskestykke, så fnulleret kommer af. Skær den i
kvarter med en stor skarp kniv. Med en kortbladet kniv fjernes kernehusene. Kom
kvædestykkerne i en gryde medvand, så det står halvt op på kvæderne. Skræl en
knold ingefær og skær den i små tern, som kommes i gryden til kvæderne. Kog til
de begynder at mørne og koge ud.
Tilsæt nu sukkeret og citronskallen og lad det koge til en jævn masse uden låg
under opsyn. Rør i det engang imellem og pas på, at det ikke brænder på. Til
sidst kommes citronsaften i. Smag på marmeladen. Kvæder varierer meget i smag
og syrlighed, og den kan have brug for mere sukker eller citron. Den skal være
syrlig-frisk. Lad det lige koge op, og tjek om massen har nået en passende
stivhed ved at lægge en lille klat af den på en køleskabskold tallerken. Lad
det klatten køle helt af, og se om marmeladen er tyk nok. Ellers må den koge
lidt mere.
Hvis man ønsker en meget jævn marmelade, kan den blendes.
Skyl glas med atamon eller alkohol (gerne en god frugtbrændevin), og kom den
varme marmelade på glassene, som lukkes forsvarligt.