Du krydsed’ min vej – på en forårsdag – dukked’ op, gav mit indre det vildeste jag,
måske bli’r det mere, det ved man da ej – der sker jo så meget på livsliniens vej…
Er det skæbnen, der synes, at vi skulle mødes? – Hvad er det , der kommer og gerne vil fødes ?
Hvorfor først nu, og ikke i går ? – Der er jo så meget, jeg ikke forstår…
Fortid er fortid, den ændrer man ej – men fremtiden, den vil jeg dele med dig,
hvis du har viljen, og hvis du har lysten,
så lad os mødes, på sommernatskysten…
—————————————————————————————————–
Ja sådan lød det, husker du ?
Der var så meget, som vi ku’,
Vi nåede aldrig sammenkomsten,
men jeg husker dig stadig – så smuk som blomsten…
